Om DN Fanø
Vi arbejder for en rigere natur, et renere miljø og en bæredygtig fremtid på Fanø. Vi værner om Fanøs dejlige og unikke natur og landskab.Størstedelen af vores skønne ø er udpeget som Natura 2000 område, store dele af øens areal er fredet, hele øen indgår i Nationalpark Vadehavet og vi ligger midt i Vadehavet, der er UNESCO Verdensarv. Derfor føler bestyrelsen et stort ansvar for at sikre prioriteringen af naturen samt sikre pladsen til øens vigtigste gæster; de millioner af trækfugle, der kommer her for at raste og tanke op til deres videre rejse.
Det er centralt i afdelingens arbejde at overvåge bevarelsen og beskyttelsen af vores naturressourcer og fredede områder. Dette gøres i forbindelse med regionale-, kommunale- og lokalplanlægningsprocesser. Desuden kan afdelingen benytte sig af sine klagerettigheder i forbindelse med kommunale dispensationer, når lovmæssige beskyttelseslinier eller fredede områder krænkes på en urimelig måde.
Vi arrangerer ture, aktiviteter og møder, der sætter fokus på både de mange oplevelser, som naturen kan tilbyde, og på de mange udfordringer, som bevarelse af naturen og vores miljø indebærer.
Hvis du også interesserer dig for Fanøs natur, så er du mere end velkommen til at kontakte os, så vi kan blive flere, der arbejder for at beskytte og fremme Fanøs unikke natur.